Cookies i teori og praksis | ||
Velkommen » Oversigt » Gruppen » Projektet » Teori » Praksis » Gæstebog » Op » Konklusion » Litteratur » Download » |
ProblemstillingVi er først og fremmest interesseret i at undersøge, hvad cookies er, og hvilke muligheder og begrænsninger cookies giver ens web-sider. Vi vil vurdere, om cookies kan benyttes til at lave en online butik på Internettet. Her er det relevant at vurdere, hvorledes cookies fungerer i sammenhæng med en bagvedliggende relationel database indeholdende en sådan butiks informationer. Ydermere er det interessant at se på, om cookies kan benyttes til at lave online tracking af en brugers færden på et web-site. Med udgangspunkt i disse vurderinger af anvendelser vil vi lave online-versioner af disse anvendelsesmuligheder. Hvis man benytter cookies til disse muligheder, hvorledes kan man så opdatere sine web-sider dynamisk, således at de afspejler informationer i cookies? Dette er et interessant emne, da det giver mulighed for at personalisere den web-side, som den enkelte bruger ser. Endelig er det bestemt relevant at se på den usikkerhed, som findes omkring brugen af cookies. Der snakkes om, at cookies udgør en sikkerhedsrisiko for almindelige brugere på Internettet. Vi vil derfor gerne vurdere dette, så vi kan forholde os til denne usikkerhed. Et aspekt med stor interesse for os er at lave en online version af denne projektrapport. Dette er vi særlig interesseret i, da vores fag netop omhandler WWW, hvilket giver os mulighed for at publicere vores projektrapport til en potentielt meget stor interessegruppe. Vi er her interesserede i at designe denne online version, så den kan fungere optimalt som en online projektrapport. Vi vil i denne forbindelse gerne udnytte de særlige muligheder, som WWW giver, så som at have praktiske eksempler på vores emne. Afgrænsning af problemstillingerDette projekt har en naturligt begrænsning i arbejdstid og varighed, da projektet har en deadline. Vi er derfor nødt til at afgrænse os fra nogle af de problemstillinger, som vi ellers gerne ville arbejde med. Vi vælger ikke at implementere endelige online-versioner af en online butik og online web tracking. Vi vil fokusere på at lave prototyper, som illustrerer anvendelsesmuligheden, da formålet med projektet især er at kunne vurdere mulighederne med cookies. I denne sammenhæng vil vi ikke beskæftige os med en vurdering af brugen af en bagvedliggende relationel database, som sammen med cookies kan understøtte en online butik. Vi begrænser os til kun at omtale implementering af cookies i de to mest brugte browsere i dag; nemlig Netscape Navigator 2.0 og senere versioner samt Microsoft Internet Explorer 3.02 og senere versioner. Dette baserer vi på, at over 90% af de besøgende hos BrowserWatch bruger disse to. ProblemdefinitionSom en konklusion på vores præsentation af mulige problemstillinger og en afgrænsning af disse vil vi her definere, hvilke problemstillinger vi vil beskæftige os med i projektet. Vi vil beskrive og vurdere, hvad cookies er, og hvilke muligheder og begrænsninger cookies giver ens web-sider. Vi vil herunder se på og forholde os til den usikkerhed, som findes omkring brugen af cookies. Med udgangspunkt i denne beskrivelse og vurdering af cookies vil vi analysere og implementere en prototype af web-sider med funktionalitet som en online butik. Vi vil ydermere analysere og implementere en prototype på online tracking af en brugers færden på et web-site. Vi er desuden interesseret i at skabe en online projektrapport på WWW. For vores prototyper og for vores online projektrapport vil vi sammen med cookies forsøge at opdatere web-sider dynamisk, så de afspejler information i cookies. MetodeUd fra vores problemdefinition vil vi i dette afsnit diskutere de metoder og værktøjer, som vi ønsker at benytte til dette projekt. Med udgangspunkt i [Jenkins] vil vi kategorisere dette projekt som et Lab Experiment, da vi i kontrollerede omgivelser forsøger at anvende teori med henblik på at simulere ægte brug af denne teori. Fordelen ved denne form for metode er, at vi fuldstændig har kontrol over vores forsøgsvariable under eksperimentet, da vi ikke har nogen udefra kommende forstyrrende variable. Vi har dermed store muligheder for at udforske relevante sammenhænge for vores valgte emne. Vi forsøger med denne form for metode at producere en test af brugen af cookies indenfor et specifikt område; nemlig området valgt i vores problemdefinition. Denne test giver os direkte empiriske resultater, som vi derefter vil forsøge at benytte til at evaluere brugen af cookies. Selve testen udføres ved at vi eksempelvis skriver kode, som benytter cookies. For at kunne udføre dette eksperiment skal vi først og fremmest lære og forstå, hvorledes cookies fungerer. Det er derfor nødvendigt for projektgruppen at indsamle litteratur om emnet. Denne litteratursøgning vil vi i stor grad foretage direkte på Internettet, eftersom vi vurderer, at det kan være svært at finde skriftlig materiale om emnet. Emnets forholdsvis unge alder har betydet, at information og teori om emnet findes spredt forskellige steder på WWW. Disse steder er af vidt forskellig karakter set i forhold til kvaliteten af den information, som gives om emnet. Projektgruppen er derfor nødt til at forsøge at strukturere den indsamlede information for at frembringe en brugbar forståelse af cookies. Trykt litteratur om cookies vil vi primært finde i dedikerede programmeringsbøger omhandlende JavaScript, CGI og andre emner. I forbindelse med indsamling af litteratur om emnet er en vurdering af kilden meget vigtig. Da det er meget nemt at publicere information på Internettet, er det også nemt at skabe ukorrekt information. Det er for eksempel naturligt at antage, at information på Internettet fra Bell Laboratories er mere pålidelig end privatpersoners publiceringer på Internettet. Denne kritiske holdning til litteraturen vil vi benytte undervejs i projektet, når vi læser den litteratur, som vi skal benytte til dette projekt. VærktøjerDe primære værktøjer til opnåelse af vores formål med projektet bliver HTML, JavaScript og CGI-scripts. I forbindelse med at lave vores prototyper og online projektrapport gør projektgruppen stor brug af den viden, vi har fået om HTML på vores WWW-kursus. Derudover skal vi gøre brug af JavaScripts og CGI-programmer til at kode de praktiske eksempler på brug af cookies, som vi ønsker at opstille for interesserede. DispositionVi vil i projektrapporten indlede med en omfattende beskrivelse af cookies. Derefter vil vi analysere, hvorledes vores web-sider skal designes, efterfulgt af analyse for vores prototyper. Vi afslutter rapporten med en samlet konklusion for projektet. DefinitionerI denne projektrapport benytter vi følgende begreber: Klient - Med klient tænker vi på klienten i et client-server forhold. Browser - Selve programmet afviklet på klienten, som fortolker web-siderne. Server - Med server mener vi en hvilken som helst web-server. Web-site - En gruppering af sammenhængende web-sider. Web-side - Selve HTML-filen.
|
|
Til toppen | Sidst opdateret den
© 1997-2001 POTE [ Oversigt ] [ pote@g-b.dk ] [ webmaster@g-b.dk ] |